Som de fleste nok har hørt, så vandt Danmarks Frie Fagforening og jeg sagen om eksklusivaftaler ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Dommen blev afsagt onsdag den 11. januar kl. 14.15 i Strasbourg, og kl. 14.36 modtog vi dommen i Restaurant Terrassen i Friheden i Århus.
Dommen var klokkeklar. Med stemmerne 12-5 fandt Menneskerettighedsdomstolen, at der var sket en overtrædelse Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 11.
Ifølge vores advokat Jens Paulsen, fastslog dommen bl.a.
- at den danske stat har pligt til at sikre den negative foreningsfrihed
- at Folketinget har pligt til omgående, at ændre foreningsfrihedsloven
- at arbejdsgivere fremover hverken har pligt eller ret til at afskedige ansatte, der er organiseret i en bestemt fagforening
- at alle ansatte, uanset om arbejdsgiveren er organiseret og uanset hvor, fremover har ret til at organisere sig lige hvor de ønsker.
I præmisserne gentog domstolen, at artikel 11 både beskytter retten til at melde sig ind i en fagforening (den positive foreningsfrihed) og retten til at stå udenfor en fagforening (den negative foreningsfrihed). Stort set alle regeringens argumenter blev tilsidesat.
Flertallet af dommerne tillagde det ikke betydning, at jeg var bekendt med kravet om eksklusivaftaler på forhånd. Tillige mente domstolen heller ikke, at det havde nogen betydning, som gjort gældende af regeringen, at jeg bare kunne have fundet et andet job. Domstolen lagde i stedet vægt på, at jeg blev afskediget uden varsel og som en direkte følge af, at han nægtede at efterleve kravet om medlemskab i SID.
Denne konsekvens anså domstolen som alvorlig og i modstrid med selve essensen af begrebet om den fri vilje, der er kernen i den negative foreningsfrihed jf. artikel 11.
Regeringen havde fremført LO-fagforeningernes argument om, at hvis man er utilfreds med at støtte Socialdemokraterne gennem sit fagforeningskontingent, så kan man bare sende en frameldingskupon ind. Også dette argument gennemhuller domstolen, idet den påpeger, at lønmodtageren ikke slipper billigere i kontingent, at der ikke er nogen garanti for, at et sådant “ikke-politisk medlemskab” ikke medfører en form for indirekte støtte til politiske partier.
Sidst men ikke mindst mente Domstolen ikke, at et forbud mod eksklusivaftaler ville få store konsekvenser for det danske arbejdsmarked og henviste til det store flertal af medlemsstater, hvor der ikke er eksklusivaftaler.
Interessant var det, at den danske dommer, Peer Lorenzen, som så ofte før, når Danmark er blevet dømt, var imod hele afgørelsen og kom med en mindretalsudtalelse.
Kristelig Fagforening havde anlagt en lignende sag, som også blev vundet klokkeklart.
Posted by Morten Sørensen under Eksklusivaftaler & Menneskerettigheder | No Comments »
