Godnat Venstre

April 23rd 2006 04:23 am

I dag kan man i JP læse, at Venstre vil indskrive skattestoppet i deres principprogram.

I 9 år kritiserede Venstre Nyrup-regeringernes skattepolitik sønder og sammen. Da man så overtog regeringsmagten ophøjede man via skattestoppet straks slutresultaten af 9 års socialdemokratisk skattepolitik til noget, der ikke kan forandres.

Skattestoppet giver nemlig kun mening, hvis Venstre mener, at vi havde et retfærdigt skattesystem før valget november 2001. Skattestoppet vil dog via fastfrysning af ejendomsskatter og grønne afgifter langsomt føre til en samlet procentvis skattelettelse. Men skattelettelserne kommer ikke der, hvor man politisk har bestemt, at de vil gøre mest gavn eller være mest retfærdige. Skattelettelserne kommer der, hvor de passede ind i Venstres valgstrategi om et letforståeligt budskab.

Med den rigide fortolkning af skattestoppet kommer der ingen omlægning af skattesystemet. I en årrække endnu skal vi leve med, at det store flertal af borgerne ikke selv kan regne deres egen skat ud.

At bruge skattestoppet som argument imod fornuftige skatteomlægninger er ideologisk beton, som ikke burde høre hjemme i et parti, der kalder sig liberalt.

90’ernes socialdemokratiske skattepolitik er nu et af Venstres helligste principper. Jeg må blot endnu en gang konstatere, at det er godt, jeg har meldt mig ud af Venstre.

Share

Posted by Morten Sørensen under Skat & Venstre | No Comments »

Comments RSS

Leave a Reply