Sådan indledes en artikel i på Jyllands-Postens hjemmeside.

Videre står der:

“For første gang i nyere tid har de borgerlige partier væsentligt flere penge til at føre valgkamp for end Socialdemokratiet og venstrefløjen.

Det fremgår af en netop offentliggjort liste over de private bidrag til politiske partier i 2005, hvor der både var valg til Folketinget og kommunerne.”

Den opgørelse, artiklen henviser til, medtager så vidt jeg kan se kun direkte pengegaver over 20.000 kr. Den medtager ikke annoncer indrykket af organisationer, der opfordrer til at stemme på bestemte partier/politikere. Sådanne annoncer indrykker LO-fagforeningerne for mange millioner af kroner i hver valgkamp.

Derudover medtager opgørelsen heller ikke:

• Fagbladene som op til valgene indeholder politiske synspunkter, der er langt ud over det arbejdsmæssige og faglige. SiD’s pressechef udtalte i 1998, at fagbladene er det vigtigste medie i valgkampe.
• Politiske kurser for tillidsmænd.
• Socialdemokratiske valgkampagner ført af den lokale fagforeningsafdeling.
• Breve udsendt af fagforeninger til medlemmerne med opfordring til at stemme på bestemte medlemmer.
• Bidrag fra lokale fagforeninger til lokale kandidaters valgkamp.
• O.s.v.

Faktisk siger fagbevægelsens top selv, at den direkte partistøtte kun udgør en mindre del af fagbevægelsens politiske arbejde:

„Og når det er sagt, så er det også på sin plads at slå fast, at partistøtten kun udgør en mindre del af fagbevægelsens politiske engagement.” Poul Winckler (FOA), Poul Erik Skov Christensen (SiD) og John Dahl (HK) i en kronik i Politiken 4. juli 2001.

Alt i alt giver opgørelsen over partitilskud et misvisende billede af det økonomiske styrkeforhold mellem de borgerlige og venstrefløjen. Skal det opgøres, kræver det en noget mere grundig undersøgelse.

Mon Socialdemokraterne virkelig er interesseret i dette, når det kommer til stykket?

Speaker: “For dem [nogle murere på en byggeplads, MS] skal de nye overenskomster først og fremmest holde skruebrækkerne væk fra branchen.”

Murer 1: “Overenskomster er for at alle skal have det godt, også vores udenlandske kollegaer. Og også for at vi ikke skal blive udkonkurreret på et tidspunkt, byggeboomet varer ikke evigt.”

Murer 2: “Konkurrencevilkår og vores arbejdsvilkår de skal sikres i en grad, så vi kan leve af det.”

Kampen mod “udenlandske kollegaer” foregår ved, at Sta.., jeg mener 3F, TIB m.fl., har rapportører overalt, der går rundt på folks private grunde for at opsnuse polakkere.

Og finder de nogen, så får polakkerne, som i 40 år levede under kommunismens åg, smidt en rød fane i hovedet. (Gad vide om de også smider et hagekors i hovedet på tyskere).

Jo tænk sig hvis håndværkerne blev udsat for konkurrence. Så kunne de ikke opretholde en sort timeløn på 200 kr. eller mere svarende til en hvid månedsløn på omtrent 70.000 kr.

Naturligvis er håndværkerne i deres gode ret til at søge den største lønstigning som overhovedet muligt; det har jeg stor respekt for, og det gør vi andre jo også; men man skal lade være med at forsøge at sælge det som solidaritet, som noget særligt ædelt. Gruppeegoisme er det rette navn. En kassedame har i forvejen ikke råd til ret mange hvide håndværkertimer a 400 kr. En yderlig prisstigning er ikke specielt solidarisk med dem og alle andre for den sags skyld.

Jeg har meget svært ved at se, at jeg skal ynke folk, der kan få lige så meget sort arbejde til 200 kr. i timen, som de vil. Tværtimod har de brug for konkurrence.

Som husejer kan jeg kun sige: “Giv mig nogle polakker, og det kan kun gå for langsomt.”

Ifølge svaret kan en virksomhed kræve, at ansatte har en bestemt overbevisning, men kravet skal forelægges ministeren, og det er det ikke blevet i tilfældet med KF.

De kristelige svarer: “Gennem vedtægterne har vi en bestemmelse om, at den øverste ledelse skal stå inde for det grundlag, som organisationen bygger på.”

Snik snak udenom. Lad os prøve at se på fakta.

I KF’s formålsparagraf stk. 2 står der: “KF bygger på det kristne livs- og menneskesyn. Guds ord i Bibelen er grundlaget for dette syn.” Jf. vedtægtens §4, stk. 7 er tillidsvalgte “forpligtet til at arbejde i overensstemmelse med og fremme KF’s formålsparagraf.” Hvordan mon en buddhist, muslim eller ateist vil have det med at fremme “Guds ord i Bibelen”? Guds ord i Bibeben er i øvrigt en ret fundamentalistisk tilgang til kristendommen.

Helt galt går det i §7 stk. 6: “Hovedbestyrelsens medlemmer skal være bekendende kristne.” Buddhister, muslimer, ateister er altså udelukket fra at stille op til hovedbestyrelsen.

Jf. ovenstående har de ikke-kristne alene på grund af deres religiøse overbevisning ikke de samme muligheder for at få indflydelse på overenskomsten gennem fagforeningerne. Centralt er de udelukket fra at stille op til hovedbestyrelsen, og lokalt kan de kun få direkte indflydelse som tillidsvalgt, hvis de ser stor på deres tro. Dette understreges af, at generalforsamlinger og medlemsmøder i KF startes med kristen sang, bøn eller lignende.

Denne diskrimination på tro nævner KF ikke noget om, og derfor bør KF lade være med at bilde potentielle medlemmer ind, at fagforeningen er åben for alle uanset tro. KF’s eksklusivaftale med de rettroende har intet med frihed at gøre.

MS