Der opfatter vi så tingene forskellig. Under SR-regeringen var der nogen, der talte for mindre stat mere privat. I dag taler alle som socialdemokrater.

Jeg tror, at man rykker mere i befolkningernes holdning ved at føre en skarp idepolitisk debat fremfor at tale som socialdemokrater alle sammen – om det så skal koste regeringsmagten.

Det nævnte eksempel med privatisering og udlicitering underbygger mit argument. Derudover kan nævnes, at befolkningens er blevet langt mere positiv overfor efterløn end for blot få år siden.

Nyrup sænkede marginalskatten, medens man i dag nærmest anses for at være ekstremist, hvis man vil sænke skatten i toppen. Venstre ville også fjerne lejeloven, og hvis Uffe havde vundet, ville det måske være gjort. Også her er man i dag ekstremist, hvis man ønsker lejeloven væk. Og sådan kunne man fortsætte. En væsentlig ændring af velfærds- og formynderstaten har aldrig været længere borte trods 5 år med V og K ved regeringsmagten.

Disse eksempler synes jeg egentlig ikke har noget med, hvor national man er.

Med Jelved i regering vil den lalleglade, gennemsocialiserede skolelærer/socialrådgiver-tankegang få endnu mindre modspil fra politisk holdning, og med stigende indvandring vil velfærdsdogmerne givet falde med højere hast. (Vi har set skel mellem SF og DRV, og det vil der komme mere af fremover)

- denne udvikling er langt værre end udviklingen under Fogh. Import af skattekroner-afhængige indvandrere skal ikke motivere afviklingen af den danske velfærdsmodel.

Der hvor vi skiller er selvfølgelig det kulturel-nationale. Jeg ser nationalstaten og på sin vis også danskheden, som værende et nødvendigt udgangspunkt for skabelse af et velfungerende LIBERALT demokrati. Det bedste fra liberalismen, og det bedste fra nationalismen tilsat en solid gang pragmatisme.

Man kan også gøre sig tankeeksperimentet om, hvordan det mon var gået, hvis Venstre efter valget i 1994 i erkendelse af, at vælgerne
ikke kunne lide udliciteringer og privatiseringer, havde afskrevet det for at få magten?

Så havde det stadigvæk været tabu. Udlicitering
og privatisering var ved SR-regeringens tiltrædelse fyord, men ved dens afslutning var der tilslutning til ideerne langt ind i S og SF. Holdningerne i partierne og samfundet generelt rykkede sig, fordi bl.a. Venstre igen og igen påpegede fordelene – på trods af at det var upopulært.

Man kan sagtens rykke samfundet i en bestemt retning uden at sidde med regeringsmagten. Nu sidder man med regeringsmagten, og holder krampagtig fast i velfærd- og formynderstaten, medens man påvirker befolkningens holdninger i socialdemokratisk retning.

Problemet er bare, at der jo netop _ikke_ kommer nogle små skridt i den rigtige retning, kun i den forkerte. Hvor ser du forskellen på Jelved og Fogh som statsminister? Velfærdsstaten holder størrelsen uanset hvad.

Mig bekendt var Venstre lige ved at vinde valget i 1998 på et program der var langt mere liberalistisk end noget man ser inden for en radius af ti kilometer fra Christiansborg i dag. Der var altså en reel liberal indflydelse i Folketinget. Hvordan er det lige det ser ud i dag efter fem år med “de små skridts politik”?

I mine øjne bliver man selvfølgelig nødt til at gå på kompromis, indgå studehandler og hvad ved jeg for at få gennemført noget. Men man bør aldrig opgive det radikale program, der ligger til grund for det — sådan som (ledelsen i) Venstre har gjort det.

Personligt foretrækker jeg Fogh-varianten – de små skridt i den rigtige retning, frem for små/mellem-store i den forkerte. Jelved som statsminister, Auken som udenrigsminister… Undertegnede i eksil.